Nogle kunstnere finder deres inspiration i bestemte teknikker eller materialer. For Benita Mølgaard starter den kreative proces et helt andet sted.
Når hun skal beskrive sit kunstneriske univers, vender hun igen og igen tilbage til naturen. Ikke nødvendigvis som et konkret landskab eller motiv, men som en kilde til former, farver, strukturer og stemninger, der kan udvikle sig i mange forskellige retninger. Nogle værker har et tydeligt afsæt i naturen, mens andre bevæger sig over i det abstrakte og eksperimenterende.
"Natur er nok hovedoverskriften for min kunst, men natur behøver ikke være lig med et træ eller en udsigt. Det kan lige så vel være overfladen på et stykke drivtømmer, farven på en sten eller strukturen i en gammel gren fra haven, som jeg skaber et værk ud fra," fortæller hun.
For Benita handler kunsten i høj grad om at være nysgerrig på sine omgivelser og omsætte de indtryk, hun møder, til noget nyt.
Et kreativt arkiv på mere end 40.000 billeder
Hvis man kigger på Benitas telefon, får man hurtigt et indblik i hendes kreative proces. Her gemmer sig mere end 40.000 billeder af himle, skyer, skygger, rustne overflader, gamle facader og andre detaljer, som har fanget hendes opmærksomhed.
For Benita fungerer billederne som et inspirationsarkiv. Når hun senere står foran et lærred, kan hun sjældent huske præcis, hvordan en bestemt himmel så ud. Var de mørkegrå skyer mest dominerende? Hvordan bevægede de lyse toner sig gennem billedet? Hvilken farve lå egentlig mellem den mørkegrå og den mellemgrå nuance, hun så den dag?
Ved at tage billeder af bestemte stemninger, kan hun vende tilbage til de farver og sammensætninger, der fangede hende i øjeblikket. Ikke fordi hun ønsker at kopiere det, hun har set, men fordi billederne hjælper hende med at bevare de små detaljer, som ellers let går tabt.
Men inspirationen lever ikke kun på hendes telefon. I atelieret står også hylder med strandfund, grene, sten, frøkapsler og andre materialer, som hun har samlet op på ferier og på gåture i skoven med sin hund. Sammen med billederne udgør de et personligt arkiv af stemninger og materialer, som hun kan vende tilbage til, når nye værker begynder at tage form.
Da strandaffald fra Maldiverne blev til kunstmateriale
Et af de bedste eksempler på Benitas måde at samle inspiration på stammer fra en rejse til Maldiverne tidligere på året. Mens mange turister fylder kameraet med billeder af turkisblåt vand og hvide sandstrande, blev Benita optaget af noget andet.
På stranden lå små sammenfiltrede klumper af fibre, tang og andre materialer, som havet havde skyllet i land. Noget af det var naturmaterialer, men en stor del viste sig at være farvede plastikfibre i forskellige nuancer.
Hvor de fleste nok ville have set affald, begyndte Benita straks at se muligheder.
I forvejen arbejder hun med rester af håndlavet papir, som hun bruger til at skabe tekstilagtige strukturer under resin i sine værker. Derfor begyndte tankerne hurtigt at kredse om, hvordan de her farvede fibre kunne bruges på samme måde. Kunne de skabe bevægelse i et værk? Kunne de fungere som en del af en vandflade eller give nye teksturer og lag?
"Jeg tog nogle af de her fibre med hjem, fordi jeg med det samme kunne se muligheder i dem. Min mand spurgte, hvorfor jeg havde lyst til at samle alt det affald op fra stranden, men jeg kunne bare mærke, at det skulle med hjem. Og så var der vist også lidt sand, der på en eller anden måde fandt vej ned i min kuffert," siger Benita med et smil.
Historien siger meget om Benitas måde at se verden på. Hvor andre måske ser plastik, affald eller noget, der fylder unødigt i bagagen, ser hun materialer, farver og idéer, der kan udvikle sig til et fremtidigt værk.
Inspiration kan gemme sig i en rusten port
Det er dog ikke kun naturen, der inspirerer. På rejser tager Benita lige så ofte billeder af gamle bygninger, slidte facader, rustne metaller og andre detaljer i byrummet. Hun fortæller blandt andet om gamle huse i Lissabon, hvor afskallede vægge og oxiderede overflader skabte farvesammensætninger, hun aldrig selv ville have fundet på.
Andre gange er det en skygge fra en plante på en væg, et mønster i en havelåge eller en særlig skrifttype på et gammelt skilt, der fanger hendes opmærksomhed.
Det fascinerende er, at disse indtryk sjældent ender i værkerne på en direkte måde. En rusten port bliver ikke nødvendigvis til en rusten port på et maleri. I stedet kan den inspirere til en komposition, en farveskala eller et mønster i baggrunden af et værk. Skyggerne fra en plante kan blive til et grafisk element. Mønstrene på en havelåge kan udvikle sig til et lag i kompositionen.
På den måde bliver verden omkring hende til et kæmpe bibliotek af former og strukturer, som hele tiden kan kombineres på nye måder.
Inspirationen er ofte tættere på, end vi tror
Gennem sit arbejde møder Benita mange mennesker, som fortæller, at de mangler inspiration. Derfor er hendes vigtigste råd måske også overraskende enkelt – selvom det ofte kræver lidt øvelse at efterleve. Hun mener nemlig, at inspirationen som regel findes langt tættere på, end vi tror.
"Man behøver ikke nødvendigvis rejse til Maldiverne for at finde nye idéer. Inspiration kan opstå på din vej til arbejde eller i din have. Hvis du er på barsel, kan det være, at du bliver inspireret af farverne på børnenes legetøj, eller måske du ligger på sofaen og bliver inspireret af mønsteret på en pose chips," fortæller Benita.
"Det behøver ikke være storslået på den måde. Man skal bare have et åbent sind. Nu bor jeg midt i en skov og tæt på naturen, men boede jeg midt inde i storbyen, ville jeg højst sandsynligt finde inspiration i helt andre ting end det, jeg gør i dag – og det ville selvfølgelig påvirke min kunst."
For Benita handler inspiration derfor ikke så meget om, hvor man befinder sig, men om hvordan man ser på sine omgivelser. Kreativitet opstår i mødet med verden omkring os og i evnen til at lægge mærke til de detaljer, som andre måske går forbi. Det er måske også derfor, at hun sjældent løber tør for idéer. Ikke fordi hun konstant er på jagt efter inspiration, men fordi hun har trænet sig selv til at være nysgerrig på det, der allerede er der.
Og måske er det netop dét, hendes historie skal huske os på. At inspiration ikke nødvendigvis findes et særligt sted. Nogle gange er den lige foran os – hvis vi husker at se godt efter.
